Om Riaden

Riad of The Storks er en af de få danskejede riader i Marrakech. Arkitekten Kasper Brejnholt Bak har gennem et halvt år totalrenoveret bygningen, bl.a. med etablering af et fantastisk udekøkken med pejs/grill på tagterrassen. Riadens materialer og indretning er baseret på berberkulturens rige håndværkstraditioner i både tæpper, puder, møbler, lamper, pergolaer, støbte sofaer og den karakteristiske tadelaktpuds, som alle indvendige vægge og tagterrasserne er pudset op med.

Riaden ligger i den gamle bydel “medinaen” syd for hovedpladsen Jemma el Fna.
Lokalområdets smalle gader er bilfri, så der er ingen bilstøj, og området er helt trygt døgnet rundt med legende børn og åbne døre ud mod gaderne.
Riaden ligger i gangafstand fra alle de vigtigste seværdigheder imellem de absolutte ”must sees” Palais Bahia og Palais Badiée, og med kun 8 minutters gang til hovedpladsen Jemma el Fna, som er byens livlige hjerte.

Location Riad of The Storks.ai

En riad er et traditionelt historisk byhus for velstående storfamilier, og riadens 5 rum har oprindelig været beboet af en familie hver. Riader er bygget op omkring et centralt gårdrum, hvorfra der er adgang til værelser fra svalegange, som ligger ud imod gårdrummet.

Riaden består af 5 værelser med eget bad og toilet. Stueetagens gårdrum har et marokkansk bad til afkøling i de varme sommermåneder samt en spisestue, en pejsestue, toilet og fuldt udstyret køkken.

Øverst er der 3 tagterrasser; den ene er udstyret med et dejligt udekøkken, hvor det er muligt at grille og lave egen mad under åben himmel, og på en anden er der etableret en Jacuzzi med plads til 12 personer.
Fra terrasser er der direkte udsigt til murene rundt om Palais Badia, hvor det er muligt at følge livet i mere end 10 storkereder på helt nært hold.

Se billeder fra Riad Of The Storks