Udflugter

Vi tilbyder en række udflugter fra riaden, med Omar som jeres private guide. Vi kører med vores faste chauffør Ahmed, som har en stor komfortabel Mercedes med plads til 7 passagerer. Hvis der er flere deltagere på udflugten, lejes en større bil med plads til op til 17 passagerer eller en ekstra bil.

Heldagsudflugt til berberlandsbyen Ait Abdi

Pris: 500 kr. / person (minimum 2 personer)

Omar er født i berberlandsbyen Ait Abdi i Atlasbjergene, og her bor det meste af hans familie stadig inklusiv hans far på 106 år og moderen på 98 år. Vi køber mange af de økologiske råvarer som vi spiser i riaden i Ait Abdi, og på denne måde er vi med til at sikre et indkomstgrundlag for familien. De 5 værelser i ”Riad of The Storks” er navngivet efter Omars 5 søstre Aicha, Amina, Fatima, Leila og Najia, og flere af tæpperne i riaden er vævet af Omars mor eller søstre.

Det er kun os som besøger landsbyen som turister, så den er helt uberørt, og det er en stor oplevelse at se hvordan livet stadig leves helt i pagt med naturen, og som det har foregfået i hundredevis af år. Æsler er det primære transportmiddel, og når man går ind i familiens oprindelige hus står der stadig køer i entreen.
På vejen til landsbyen besøger vi det ugentlige berbermarked, og når vi kommer frem har Omars familie tilberedt en dejlig frokost.

I landsbyen er det muligt at prøve at ride på æsler, man kan se vores køkkenhave og der er fine muligheder for en vandretur igennem de 3 landsbysamfund som udgør Ait Abdi. Afhængig af årstiden kan man også hjælpe til med at høste med sejl eller plukke oliven, ligesom man kan prøve at malke en ko eller kærne smør.

Vi har indrettet 3 værelser, så det er også muligt at overnatte i landsbyen, hvis man har lyst til det.

Friends of Ait Abdi:

Den norske professor Pär Nygren som tidligere ejede ”Riad of The Storks”, har sammen med Omar stået bag et stort forskningsprojekt ”Children i Dreams of their Future Competences” som støtter udviklingen af levevilkår for børn og unge i Ait Abdi. Projektet rummer dels en forsknings dimension og dels konkret støtte, bl.a. gennem donation af I-pads til den lokale skole mv. Der er ligeledes udgivet en bog ”Sensations of a Berber Village” i forbindelse med projektet med smukke billeder af den danske fotograf Anne-Li Engström. Denne bog kan købes i riaden, og indtægter herfra går til Friend of Ait Abdi.

SE BILLEDER FRA AIT ABDI

BESØG FRIENDS OF AIT ABDI: http://berberchildren.com/friends-of-ait-abdi/

Heldagsudflugt til Essaouira

Pris: 500 kr. / person (Minimum 4 personer)

Kystbyen Essaouira er utroligt charmerende, og et dejligt udflugtsmål.

Arkitekturen fra portugiserne, franskmændene og berberne omgiver de labyrintlignende gader i Essaouira, der er en charmerende og livlig havne- og ferieby ved Atlanterhavet.

På vejen stopper vi for at se det utrolige syn af geder som klatrer i træer for at spise Argan nødder. Vi besøger ligeledes et kvindekollektiv på vejen, hvor vi kan se, hvordan den berømte Argan olie produceres.
I Essaouira, spiser vi en dejlig frokost med fisk og skaldyr på havnen. Denne frokost er inkluderet i prisen, (ex. drikkevarer) og har man lyst er det meget billigt at købe friske krabber, kæmperejer, blæksprutter, rokker og andet spændende som kan tilberedes på grillen i riaden om aftenen.

Om eftermiddagen er der mulighed for at gå på opdagelse i byen, eller man kan tage en tur på stranden. Det er ligeledes muligt at leje heste eller firhjulede knallerter, hvis man vil have en længere tur langs stranden.

Hvis man ikke ønsker at stoppe undervejs for at se geder og produktion af Argan olie, og ikke har behov for guide og personlig chauffør, er det også muligt at tage med selskabet Supratours fra Marrakech til Essaouira.

SE BILLEDER FRA UDFLUGTEN TIL ESSAOUIRA

Udover disse udflugter hvor Omar er jeres guide, kan vi også formidle kontakt til andre rejsearrangører, hvis man eksempelvis ønsker at bestige Mount Toubkal (4167 m), stå på ski (November -Februar) flyve i luftballon (Oktober-April) eller nogle af de mange andre muligheder i regionen.